Hvad er Diabetisk øjensygdom? Diabetisk øjensygdom (retinopati) opstår hyppigst i øjets nethinde, og skyldes ødelæggelser af små blodkar. Ødelæggelserne viser sig som udposninger, blødninger eller forkalkninger. Opdages de tidligt, behøver de ikke blive synstruende eller behandlingskrævende. Diabetisk øjensygdom er imidlertid en lumsk sygdom, der ofte først opdages, når det mest optimale behandlingstidspunkt er forpasset. Derfor anbefales patienter med type 1 og type diabetes at gå til en årlig kontrol hos en øjenlæge, samt løbende få tjekket blodtryk, protein i urinen, kolesterolindhold i blodet og blodsukker.
Hvad er diabetes?
Hos personer med diabetes (sukkersyge) er sukkerindholdet i blodet for højt. Der findes to former for diabetes.
Type 1-diabetes
Type 1-diabetes opstår oftest i børne- og ungdomsårene. Sygdommen skyldes, at de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen gradvist går til grunde, hvorved produktionen af hormonet insulin nedsættes. Den nedsatte insulinproduktion hæmmer optagelsen af sukker i fedtvæv og muskler, hvilket medfører et forhøjet niveau af sukker i blodet og urinen. Patienter med type 1-diabetes skal tage insulin regelmæssigt for at undgå, at sukkerniveauet i blodet stiger over den normale værdi.
Type 2-diabetes
Type 2-diabetes opstår oftest senere i livet, hvorfor sygdommen tidligere blev kaldt ’gammelmands-sukkersyge’. 90 pct. af de danskere, der har diabetes, har type 2-diabetes. Sygdommen skyldes, at kroppens følsomhed for insulin er nedsat, samt at produktionen af insulin kan være reduceret. Manglende motion og indtagelse af usund mad og alkohol virker befordrende for udvikling af type 2-diabetes, som derfor i nogle tilfælde kan behandles med diæt og motion.
Antallet af diabetikere i befolkningen er stigende, da risikoen for at udvikle type 2-diabetes stiger med alderen. Type 2- diabetes er overvejende en livsstilssygdom. Det er således ofte en usund livsstil med overvægt og/eller for lidt motion, der er
udslagsgivende for udvikling af sygdommen. Type 2-diabetes har dog også en arvelig komponent. Hvis en eller begge forældre har type 2-diabetes øges risikoen med henholdsvis 40 og 80 pct. for selv at få type 2-diabetes.
I Danmark har 280.000 diabetes. Heraf har 90 pct. type 2-diabetes. Risikoen for at udvikle synstruende forandringer er mellem 1 og 8 pct. per år. Det er estimeret, at antallet af danskere med type 2-diabetes vil stige til omkring 425.000 i 2030. En ændring af kostvaner hen mod fødevarer med lavere fedtindhold, flere grøntsager, et begrænset indtag af alkohol og mere motion kan være med til at ændre udviklingen og nedbringe antallet af diabetikere.
Uanset om der er tale om type 1- eller type 2-diabetes, vil sygdommen med årene forårsage skader på blodårer og nerver. Forandringer i øjets nethinde er en frygtet senkomplikation. Diabetisk nethindesygdom er én af de diabetiske øjensygdomme, som diabetikere kan risikere at blive ramt af (læs om andre på side 14). Ved systematisk forebyggende øjenundersøgelser og rettidig behandling kan synstruende forandringer i øjets nethinde forhindres, så det fortsat er muligt at læse, bruge en computer, se tv og køre bil.
Symptomer på diabetisk nethindesygdom
Diabetisk nethindesygdom er en lumsk sygdom, der ofte først giver symptomer, når det optimale behandlingstidspunkt er forpasset.
Små, men behandlingskrævende, forandringer i øjets nethinde mærkes ikke. De opdages først, når øjnene undersøges af en øjenlæge.
Er forandringerne så fremskredne, at de giver symptomer, vil disse symptomer oftest vise sig som sløret syn og/eller ændringer i synsfeltet med større skyggedannelse til følge. Det slørede syn bemærkes især i forbindelse med læsning.
Undersøgelse hos øjenlægen
Som hovedregel gælder det, at alle diabetikere anbefales kontrolbesøg hos en øjenlæge omkring diagnosetidspunktet. Herefter er det øjenlægen, der skønner, hvor ofte der er brug for kontrolbesøg. Til kontrollerne udvides pupillerne med øjendråber, så øjenlægen bedre kan se ind i øjet og vurdere nethindens tilstand.
I dag foregår selve kontrollen ofte ved fotografering af øjets nethinde (fundus billede). Fotografiet af nethinden arkiveres til sammenligning med efterfølgende kontrolfotografering. Derudover kan der efter behov suppleres med specialundersøgelser af nethinden.
Forebyggelse og behandling
Tidlig opsporing og behandling af diabetiske forandringer i øjets nethinde kan bevare synet og forebygge blindhed. De væsentligste tiltag for at forhindre nethindeforandringer er at få gennemført en regelmæssig lægekontrol af:
* Blodsukker
* Blodtryk
* Kolesterolindhold i blodet
* Æggehvidestof i urinen
Lægen oplyser om eventuelle advarselssignaler i forbindelse med kontrolmålingerne. Lægen vil også gøre opmærksom på, om det er anbefalelsesværdigt at foretage diætændringer eller lignende.
Husk: Regelmæssig øjenkontrol kan forebygge diabetisk øjensygdom. Hvor ofte du bør kontrolleres, afgøres af din øjenlæge.
Hvad kan patienten selv gøre?
For diabetikere er det vigtigt at følge nogle simple råd om at spise mere varieret, reducere kalorieindtaget og dyrke mere motion. Med den rette kost og motion kan hovedparten af diabetikere opnå en bedre blodsukkerkontrol og dermed mindske risikoen for diabetiske øjenforandringer. Tiltag vedrørende kost og motion bør aftales i samråd med egen læge.
Er der hjælp at hente?
Er der synstruende forandringer i øjets nethinde, og disse opdages i tide, vil laserbehandling af nethinden i de fleste tilfælde kunne bevare synet. Er læsesynet truet, kan en behandling med gentagne indsprøjtninger med medicin i glaslegemet bevare synet.
Du kan støtte øjenforeningens vigtige arbejde i forskning om øjensygdomme og oplysningsarbejde. Med din støtte bidrager vi sammen til bedre behandlinger og færre blinde, så flere kan se hele livet.
https://ojenforeningen.dk/stoet-os
MobilePay: 99002