I Danmark er mere end 100.000 personer i behandling for grøn stær, hvilket gør grøn stær til en af de mest almindelige synstruende sygdomme. Årsagen til grøn stær er ukendt. Sygdommen defineres ved et gradvist tab af nethindens inderste nerveceller. Tabet har den konsekvens, at dele af synsindtrykket ikke når hjernen, og derfor vil optræde som blinde pletter i synsfeltet. I den sene fase kan patienten få kikkertsyn. Øjentrykket udgør den væsentligste risiko enten ved at være forhøjet eller ved, at synsnerven ikke tåler et ellers normalt tryk. Den eneste nuværende behandling for grøn stær sigter således mod at sænke øjentrykket.
Hvad er grøn stær (glaukom)?
Grøn stær er en øjensygdom, der i ubehandlet tilstand udhuler og beskadiger den del af synsnerven, der kaldes synsnervehovedet eller papillen.
Øjentrykket er den væsentligste risikofaktor for udvikling af grøn stær – enten ved at være forhøjet eller som følge af, at synsnerven ikke kan tåle et ellers normalt øjentryk. Grøn stær optræder hyppigst i en kronisk, snigende form, der ofte er ledsaget af moderat trykforhøjelse. Sygdommen ses også i en sjældnere akut form, hvor trykket i øjet pludselig stiger voldsomt. Den akutte trykforøgelse kan føre til, at synsnerven visner inden for få dage.
Synsnerven består af omkring en million nervetråde, som transporterer synsindtrykket fra nethinden til hjernen. Hvis nervetrådene dør, vil større eller mindre dele af synsindtrykket ikke nå frem til hjernen, og der vil derfor forekomme blinde pletter i synsfeltet.
Grøn stær er normalt aldersbetinget. Sygdommen kan imidlertid også være medfødt, opstå i ungdommen, følge almensygdomme såsom diabetes eller andre øjensygdomme, for eksempel regnbuehindebetændelse. Grøn stær kan desuden opstå som komplikation til de fleste øjenoperationer og som følge af traumer. Endelig kan grøn stær udløses af forskellig medicin, hvoraf specielt binyrebarkhormoner (steroider) bør fremhæves.
I Danmark er over 100.000 personer i behandling for grøn stær.
Den årlige tilgang af nydiagnosticerede patienter med grøn stær udgjorde i 2011 cirka 9.000. Det er en stigning på 26 pct. siden
2005 svarende til mere end 4 pct. om året. Tilgangen af nye patienter overstiger befolkningstilvæksten for danskere på +50 år, som ligger på 1,3 pct. om året. Det gør grøn stær til en af de hyppigst forekommende synstruende sygdomme.
Foruden øjentrykket er høj levealder, tilfælde af grøn stær i familien, tynde hornhinder og nærsynethed eksempler på risikofaktorer, som kan påvirke udviklingen af grøn stær.
Symptomer ved grøn stær
I langt de fleste tilfælde giver grøn stær ingen symptomer – og det til trods for at sygdommen forårsager fremadskridende synsfeltsdefekter. Først sent i forløbet bliver synsfeltsdefekterne så udtalte, at de opdages. Sygdomsforløbet er snigende, da hjernen langt hen i forløbet ’udfylder’ det defekte synsindtryk med dét, den antager, skal optræde i ’hullet’. I den sene fase kan grøn stær give kikkertsyn, hvilket efterlader patienten med et meget snævert synsfelt med store gener til følge.
Grøn stær rammer ofte begge øjne, men kan udvikle sig med forskellig hastighed på de to øjne. Grundet sygdomsforløbets
ofte snigende karakter opdages sygdommen i mange tilfælde først, når det ene øje allerede har lidt et betydeligt synstab.
Søg akut skadestue
Akut grøn stær (snævervinklet grøn stær) er sjælden. Den er oftest forbundet med kraftige øjensmerter, hovedpine, kvalme og pludselig synsnedsættelse, eventuelt med farvede ringe omkring lyskilder.
Hvad gør øjenlægen?
Hvis du får konstateret grøn stær, skal du gå til kontroller hos øjenlægen resten af livet. Her undersøger øjenlægen dit øjentryk, synsnerven og synsfeltet. Ved det første besøg vil øjenlægen desuden måle tykkelsen af hornhinden og undersøge, hvordan øjets indre afløb (kammervinklen) ser ud.
Øjentrykket kan måles på mange forskellige måder. Hyppigst benyttes et apparat, der giver et lille ”luftpust” på øjet. Øjenlægen kan også, efter at have dryppet øjet med bedøvende dråber, benytte et apparat, der lige berører hornhinden. Øjentrykket ligger normalt et sted mellem 10 og 21 millimeter kviksølv. Du kan godt have grøn stær, selvom øjentrykket er normalt.
Synsnerven eller papillen undersøges med et øjenmikroskop, som vurderer nervetrådene, graden af udhuling, og i særdeleshed om der er forskelle mellem de to øjne. Herudover anvendes i stigende grad skanninger af de nervetråde, som danner synsnerven. Skanningerne bidrager til at vurdere graden af grøn stær samt eventuel forværring af sygdommen.
Synsfeltet undersøges med et computerstyret apparat, der gør det muligt at følge eventuelle defekter over tid. Det bidrager til at vurdere graden af grøn stær samt eventuel forværring af sygdommen.
Kammervinklen kan undersøges med et særligt spejl, et såkaldt kontaktglas. Det sker ved mistanke om, at vinklen kan lukke og fremkalde akut grøn stær.
Hornhindetykkelsen kan måles ved hjælp af ultralyd eller optiske teknikker.
Når øjenlægen har stillet diagnosen og iværksat behandlingen, er det afgørende for prognosen, at de anbefalede kontrolbesøg følges.
Hvordan behandles grøn stær?
Selv om øjentrykket ikke er årsagen til udviklingen af grøn stær, betragtes øjentrykket som den væsentligste risikofaktor for sygdommen, og som en indikator for sygdomsforværring. Ved alle former for grøn stær er der en ubalance mellem den væske, der produceres i øjet, og den væske, som forlader øjets indre via det indre afløb.
Den eneste nuværende behandling mod grøn stær er tryksænkende medicin, tryksænkende laser og tryksænkende kirurgi.
Medicinsk behandling er sædvanligvis førstevalg. Behandlingen består i øjendrypning med dråber, som sænker øjentrykket. Afhængigt af sygdommens forløb kan der behandles med én eller flere typer øjendråber, som skal anvendes én eller flere gange dagligt. Dråberne har naturligvis kun effekt, hvis de kommer ind i øjet. Det er derfor vigtigt, at du kan mærke, at dråben rammer øjet, når du drypper.
sjældne tilfælde kan behandlingen med øjendråber suppleres med tabletter, og ved akut grøn stær med medicin, som drikkes eller eventuelt injiceres i en blodåre.
Laserbehandling anvendes på to måder:
Ved akut grøn stær (snævertvinklet grøn stær) skydes et hul i regnbuehinden (iris) med en særlig type laserstråler. Behandlingen er i mange tilfælde helbredende og forebygger fremtidige anfald af akut grøn stær. Ved almindelig grøn stær (åbentvinklet grøn stær) kan øjentrykket i visse tilfælde sænkes ved at påvirke kammervinklen med laserstråler. Behandlingen anvendes ofte som supplement til den medicinske behandling og kan sjældent erstatte denne.
Kirurgi for grøn stær
Når det ikke er muligt at opnå tilstrækkeligt trykfald med de nævnte behandlingsformer, kan kirurgisk behandling tages i brug. Oftest anvendes kirurgi til at skabe et nyt forbedret afløb, så kammervandet kan løbe væk under bindehinden. I sjældnere tilfælde anvendes kirurgi som et redskab til at nedsætte produktionen af øjenvæske ved at påvirke det væv, som producerer øjenvæsken.
Du kan støtte øjenforeningens vigtige arbejde i forskning om øjensygdomme og oplysningsarbejde. Med din støtte bidrager vi sammen til bedre behandlinger og færre blinde, så flere kan se hele livet.
https://ojenforeningen.dk/stoet-os
MobilePay: 99002